
Ved kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november stemte 44,4 % af de stemmeberettigede beboere i Sundparken. Det er en lille stigning i forhold til kommunalvalget i 2021, hvor tallet var 41,9 %.
Hos Bo Trivsel glæder vi os over, at flere har valgt at bruge deres stemme. I november har vi haft fokus på valget i vores daglige aktiviteter – både ved at støtte op om Albos paneldebat Albo Stemmer, og ved at arbejde med temaet i Fem Trin Op og på vores sproghold.
Deltagerne har blandt andet talt om stemmesedler, partier og forskellen mellem kommune og region. Nogle sluttede forløbet af med en tur på Rådhuset for at brevstemme.
Et af de mennesker, der stemte for første gang, er Rayan fra Fem Trin Op. Hun fortalte til Horsens Folkeblad, at hun først for nylig fandt ud af, at man kan stemme, når man har boet i Danmark i mindst fire år – og at den viden gør en forskel for hende og hendes familie.
Horsens Folkeblad har også omtalt fremgangen i stemmeprocenten i Sundparken og Albos indsats op til valget.
På valgdagen havde vi valgkage, kaffe og varm kakao i Aktivitetshuset til dem, der kiggede forbi efter at have stemt i Sundparkhallen.
Vi ved, at deltagelse i valg og demokrati er noget, der tager tid og kræver mange små indsatser. Fremgangen i år viser, at arbejdet nytter, og vi fortsætter det i samarbejde med beboerne og Albo.
Relaterede artikler (kræver abonnement hos Horsens Folkeblad)
• Albo-formand er ét stort smil i dag – indsatsen lykkedes: flere stemte i Sundparken
https://hsfo.dk/horsens/albo-formand-er-et-stort-smil-i-dag-indsatsen-lykkedes-flere-stemte-i-sundparken
• Rayan anede ikke, hun kunne stemme: “Jeg tror på, at min stemme kan gøre en forskel”
https://hsfo.dk/horsens/rayan-anede-ikke-hun-kunne-stemme-jeg-tror-paa-at-min-stemme-kan-goere-en-forskel

