Træning for de små grå
Holdet mødes hver fredag fra kl 11-12
i Sundparkhallen på Hybenvej 8 i Horsens
Træningen giver ikke særligt meget sved på panden og høj puls. Men til gengæld sker der en masse inden bag ved panden. Deltagerne får nemlig udfordret deres hukommelse og balance med den nye træningsform. Fokus er at holde hjernen skarp og udnytte dens fulde potentiale. Den anderledes hjerne-motion er udviklet af DGI.
Det skaber overskud
Motionscirklen har sendt instruktør Lars Mose på uddannelse hos DGI, så nu er han klar til at give dig en god oplevelse. Træningen henvender sig til mennesker, der gerne vil holde deres hjerne skarp og skabe mere overskud i deres hverdag.
Øvelserne er ikke fysisk hårde, men de små grå kommer på hårdt arbejde. Øvelserne hjælper dig til at være mere fokuseret, effektiv og åben over for ny læring i din hverdag. ”Man får rørt sig, udfordret hjernen – men den muskel, man rører allermest, er lattermusklen” forsikrer Lars Mose. Han håber, at det nye tilbud kan lokke folk, som ikke plejer at deltage i anden motion, ud af busken.
Kast og sving
En SMART-time kommer omkring hele hjernen. For eksempel kan du få en øvelse, hvor du skal huske om du skal kaste en stor eller en lille bold - eller om det er dem begge - mens du samtidig svinger den ene arm til en bestemt rytme.
Udbyttet af træningen er bedre hukommelse, balance og større fokus i din hverdag.
Få mere information hos Instruktør Lars Mose, telefon 23267123 eller formand for Motionscirklen, Henrik Juul Madsen på tlf. 40218385