• Sund dag på Sønderbro

Sund dag på Sønderbro

D. 10 august 2018

Der er Sundhedsdag på Sønderbro torsdag den 23. august fra kl 12 til 18 i og omkring Axelborg Beboerhus, Axelborg 4C. Her kan du få tjekket op på de vigtigste ting omkring dit helbred.

”Hvordan står det til med din sundhed? Vil du gerne vide det, men glemmer du at bestille tid hos lægen, så er den her dag lige noget for dig,” siger arrangøren, Iben Koller Mønster fra Bo Trivsel. Hun glæder sig til dagen, som har været i støbeskeen nogen tid.

”Vi vil gerne have mange folk forbi den dag. Derfor har vi planlagt en bred vifte af tilbud, som alle i byen kan benytte sig af,” fortæller Iben Mønster.

Målt og vejet

En sygeplejerske måler blodtryk, vægt og fedtprocent. Der er frivillige fra Lungeforeningen og du kan få målt din lungekapacitet i løbet af dagen.

Der er smagsprøver på sunde snacks og du kan prøve et kort styrketræningsprogram uden for. Ved at bruge du egen kropsvægt, kan du selv bestemme, hvor hårdt det skal være. Iben Mønster opfordrer til at tage tøj på, som man kan bevæge sig i.

Smagsprøver

Der vil også være lækker mad tilberedt over bål og salg af frugt og grønt fra Overskudscafeen. Her kan man købe en pose med blandet frugt og grønt for 10 kr. Varerne bliver indsamlet i supermarkeder i Horsens, og frivillige sorterer og sælger en gang om ugen fra beboerhuset. En god måde at mindske madspild og få sunde billige varer på.

I løbet af dagen er der også små konkurrencer og musikalsk underholdning. ”Dagen er primært for voksne,  men tag gerne dit barn med. Det er gratis at deltage og der er kaffe på kanden. Alle fra hele byen er velkommen. Sønderbro’erne er jo ikke de eneste, som skal være sunde,” slutter Iben Mønster af med et smil.

Gå tilbage

Del nyheden

Kommentarer

Modtag vores nyhedsbrev
Hvorfor gå glip af noget?
bubble