Jobcentret er rykket nærmere
Hver mandag og tirsdag mellem 9 og 15 sidder der nemlig to medarbejder fra Jobcentret i Bo Trivsels kontor på Spedalsø Torv.
Der er i alt otte medarbejder fra Jobcentret, som cirkulerer mellem Bo Trivsel, Sundparken og på hovedkontoret i Samsøgade
Denne mandag er det Nanna Sejrsbo (t.v. på foto) og hendes kollega Trine Vitting Nielsen, der er på kontoret. Nanna er virksomhedskonsulent og Trine er beskæftigelsesrådgiver.
Kom bare forbi
”Hvis du gerne vil have hjælp til jobsøgning og afklaring omkring forsørgelse, så skal du i første omgang kontakte din egen sagsbehandler eller melde dig ledig på selve Jobcentret", forklarer Nanna.
”Men du må meget gerne slå et slag forbi butikken, hvis du er i tvivl om noget. Måske sidder vi i et møde, men ellers har vi tid til at tale med dig - og der er kaffe på kanden,” lover Nanna.
Hvis du er tilknyttet Jobcentret og bor på Sønderbro vil du sandsynligvis blive indkaldt til samtale i Bo Trivsels butik på Spedalsø Torv.
Meningen med at sætte medarbejdere ud på et satellitkontor er, at Jobcentret gerne vil være tættere på borgerne. Der er allerede rigtig gode erfaringer med samme mulighed i Sundparken.